You are currently viewing Nyt fotostudie i Løsning – Tæt ved Hedensted

Nyt fotostudie i Løsning – Tæt ved Hedensted

Selvom det er ved at være en gammel nyhed, vil jeg stadig gerne dele, at jeg har fået et nyt fotostudie i 8723 Løsning, og det har åbnet op for flere muligheder end mit tidligere stuestudie.

Jeg har lært, at det ikke er udstyret, der gør dig til en god og dygtig fotograf – det er, hvordan du udnytter og anvender det, du har. Det har været en fantastisk lærerig proces at gå fra et DIY-fotostudie med ting fra Ikea og Jysk til at have mit eget professionelle fotostudie i dag.

Jeg vil i den forbindelse gerne dele lidt om min udvikling med mit fotostudie igennem årene.

2015 - Rullegardin & Velourdug

Min interesse for studiefotografering startede i 2015 med en voksende interesse for at mestre kunsten inden for portrætfotografi.
Studielyset fascinerede mig, og jeg besluttede mig for at det ville jeg mestre!

Da jeg startede, var mine midler begrænsede, så jeg måtte være kreativ. Mit første hjemmelavede studie-setup bestod simpelthen af et rullegardin fra Ikea, en velourdug og en flash monteret på mit kamera.Det var ikke fancy, men det fik mig i gang med at forfølge min interesse.

2020 - Professionelt studie-setup

Jeg lærte hurtigt, da min nysgerrighed drev mig til at forstå processen og hvordan man arbejder med lys.

Allerede i 2016 havde jeg et simpelt begynder-studielys, baggrundsstativ og en fotobaggrund, og det fungerede ret godt i mange år.

I 2020 tog jeg springet og investerede i nyt professionelt studieudstyr, og jeg må indrømme, det var ret fedt!

Stuefotograf i perioden 2015-2021

Jeg kaldte mig selv stuefotograf, for det var nøjagtigt, hvad jeg var.

Når jeg havde fotograferinger i mit studie, blev mand & børn sendt ud af huset, og hele vores stue blev omdannet til et fotostudie. En ret omfattende proces, der gentog sig igen og igen gennem mange år. Og det var ikke bare at stille det op; det skulle også pakkes ned igen.

Vi havde arrangeret vores kontor, så baggrunde, stativer, lamper og mere kunne gemmes i et skab. Når folk kom til vores hjem, og studiet var pakket væk, havde de ingen idé om, at der boede en fotograf her 🙂

Drømmen om et fast fotostudie bliver til virkelighed i 2021

Vi var ikke i tvivl om, at når vi skulle købe et nyt hus, skulle der være plads til et fotostudie.

Drømmen var et parcelhus, og det var ikke let at finde et med plads til to voksne, to børn, en kat og et fotostudie.
Men i 2021 lykkedes det, da vi overtog vores hus på Jupitervej i Løsning. Huset havde en tilbygning, der kunne rumme mit fotostudie.

Tilbygningen blev revet ned indvendigt, der blev lavet en ny døråbning for at få egen indgang til studiet, og så blev det hele bygget op igen.

2022 - Fotostudiet bliver færdigt

Fotostudiet er det, jeg kalder ‘småt, men godt’, og det opfylder mine behov. Selvom jeg kunne ønske mig en ekstra meter i højden og mere plads, er jeg taknemmelig for, hvad jeg har.
Især i forhold til, hvad jeg tidligere har haft.
Jeg er i hvert fald overbevist om, at min familie også er glade for det 😉

Jeg har min egen indgang, og jeg kan lukke døren til privaten. Desværre er der ikke et toilet knyttet til fotostudiet, men man kan altid låne vores toilet i privaten.

Hele processen fra 2015 og frem til nu har været en vild rejse, og jeg er stadig ikke færdig med at udvikle mulighederne i fotostudiet.
Det handler nemlig om at udnytte hver en centimeter.

Oktober 2023

Videoen til venstre er optaget i studiet i oktober 2023 og viser ca. hvordan studiet ser ud i dag.

Der er dog siden da allerede sket nogle ændringer, da jeg, som skrevet, hele tiden udvikler på at gøre studiet mere funktionelt.

Jeg har fået indrettet studiet således, at jeg på den ene side har en lys baggrund hængende som en fast mulighed, og på den anden side har jeg mulighed for at have en anden type baggrund hængende.

Nogle fotograferinger (som fx. gravid) kræver nemlig to forskellige slags baggrunde, og så er det rart, at jeg ikke behøver at skifte undervejs i fotograferingen, da jeg har gjort det klar allerede inden fotograferingen starter.

En anden ting, jeg også værdsætter, er adgangen til tæpper, kjoler, rekvisitter mv. Det havde jeg ikke i mit stuestudie, da jeg skulle hente det på 1. sal eller i vores kælder.

Det er virkelig rart bare at kunne tage det fra skabet

 

Mit studie ligger på Jupitervej i 8723 Løsning. Løsning er tæt på Hedensted og placeret midt imellem Horsens og Vejle.

En af de ting, jeg har taget med mig som stuefotograf, er fleksibiliteten og overskuddet til at opsætte og nedpakke et fotostudie. Derfor har jeg også mulighed for at medbringe mit studie til en anden lokation, hvis der er behov for det.

Jeg tilbyder naturligvis ikke kun fotografering i studiet, da jeg også arbejder med naturligt lys. Så jeg kan også bookes til en fotografering ude i naturen

Fotograf Janie Ryberg

Hej! Jeg er Janie, en entusiastisk portrætfotograf, der elsker at fange stemninger og fokusere på de små detaljer i billederne. At fordybe mig i processen med at skabe smukke simple portrætter er en sand fornøjelse, uanset om det er med børn, familie, gravid eller til branding. Jeg er optaget af kemien, samarbejdet og processen undervejs i fotograferingen, fordi jeg tror på, at oplevelsen under sessionen tydeligt afspejles i billederne. Det er derfor vigtigt for mig, at folk føler sig komfortable under en fotosession. Det skal være en hyggelig og god oplevelse. Jeg tøver i øvrigt ikke med at bringe min egen skøre personlighed i spil for at fremkalde smil og for at skabe en afslappet atmosfære.

Skriv et svar